Verdensnyhed: det personlige Disney-produkt i unikt design

High School Musical-feberen raser, og de danske piger og drenge kan som de eneste i verden se sig selv sammen med idolerne på individuelt designede Disney-produkter. Ingen andre steder kan man som på ToonPrint.dk kombinere Disneys tegnseriefigurer og TV-stjerner med egne foto, illustrationer og tekster og dermed selv deltage i det valgte univers.

Nu kan man skabe sit helt eget Disney-produkt. Danske ToonPrint sælger originalt Disney-merchandise, som man selv designer og tilføjer sit personlige præg. Man kan vælge mellem forskellige universer – fra de traditionelle Mickey & Co. og Peter Plys, over nyere som Pirates of the Caribbean og Ratatouille og til det blandt teenagere absolut hotteste lige nu: High School Musical.
”I USA er High School Musical et veletableret univers, som nu er ved at slå igennem i Danmark. Det henvender sig til både drenge og piger – men nok især piger – i alderen 5 til 15 år. Handlingen udspiller sig i et ungdomsmiljø, og et af universets styrker er, at det består af rigtige mennesker i stedet for tegneseriefigurer. Vi er glade for som de eneste i verden at kunne tilbyde danske teenagere at se sig selv sammen med High School-stjernerne ved at sammensætte eget materiale med motiver fra musicalen,” siger Geo Lazarotti fra ToonPrint.dk. Han tilføjer, at ToonPrint også har motiver fra Hannah Montana, som ligeledes retter sig mod teenagepiger. Hannah Montana er det sidste nye i Danmark og allerede stort i USA.

Oplagt julegaveidé
På ToonPrint.dk bestemmer man selv, hvilke personlige aftryk man vil sætte på Disney-produktet. Man sidder derhjemme og oploader egne foto, tegninger eller tekster, som man med de brugervenlige værktøjer på ToonPrint.dk kan tilskære, forstørre og formindske, dreje og flytte rundt på. På den måde kan man kreere et personligt krus med eksempelvis teksten ”Olivers kop” eller sin helt særlige musemåtte, hvis man har brug for mere plads at udfolde sig på. Man kan også vælge mellem tre forskellige kalendertyper – en oplagt julegaveidé.
”Vi ved, at mange giver traditionelle Disney-produkter i julegave til de unge, og på ToonPrint.dk kan man sætte sit unikke præg på gaven ved at parre Disneys kendte figurer med eget materiale – mere personligt bliver det ikke,” siger Geo Lazarotti.
Som noget særligt behøver man på ToonPrint.dk ikke at købe et større antal produkter, men kan nøjes med et enkelt personificeret eksemplar til en afgjort overkommelig pris. Og det er ikke nødvendigt at downloade noget program for at komme i gang – det hele klares på ToonPrint.dk.

Om ToonPrint.dk
ToonPrint.dk er officiel Disney-partner og har eksklusive rettigheder til at personificere og markedsføre originalt Disney-merchandise. Virksomheden startede op i sensommeren i år, og verdensnyheden er indtil videre kun tilgængelig for det danske marked. I løbet af få måneder forventer virksomheden dog at dække resten af Skandinavien samt England og Tyskland. Ud over krus, musemåtter, kalendere og gratis klistermærker kan man fra næste år også skabe sin helt individuelle plakat, drikkedunk, badget eller dagbog på ToonPrint.dk.