Worldforum – fora til alle websider

Et nyt dansk web-værktøj har i sommerens løb set dagens lys. Worldforum er et dansk projekt, som ganske gratis tilbyder alle at oprette et forum på en hvilken som helst hjemmeside. Det er en idé så simpel, at det er utroligt, at ingen andre har fundet på den før.

Det har aldrig været nemmere at diskutere indholdet af websider med andre net-surfere. Med Worldforum har alle hjemmesider et forum, der kan åbnes i et pop-up vindue.
For at komme i gang skal man oprette sig som bruger på www.worldforum.dk og gemme ét link til Worldforum i sin samling af bookmarks. Når man fremover surfer på nettet, kan man klikke på sit Worldforum-bogmærke og starte eller deltage i en diskussion, der handler om netop dét website, man besøger. Forummet åbnes i et lille pop-up vindue, mens man stadig er på den side, som forummet er tilknyttet. Dette giver en helt ny funktionalitet til Internettet.

Forbrugere tager til genmæle med Worldforum
Eksempelvis har en bruger af Worldforum oprettet et forum på www.citroen.dk – Citroens danske forhandler. Her fortæller brugeren detaljeret om sine dårlige erfaringer med netop dette bilmærke, midt iblandt virksomhedens flotte reklamer og anprisninger.
I øjeblikket er de mest brugte fora, dem som er tilknyttet Meteorologisk Instituts hjemmeside www.dmi.dk og formiddagsblade som www.eb.dk og www.bt.dk, hvor nyhederne bliver diskuteret grundigt af læserne.
Noget af det mest spændende ved Worldforum er, at ejerne af de hjemmesider, der bliver diskuteret, ikke har nogen kontrol med indholdet af de fora, som brugere tilknytter deres hjemmesider. Man kan ikke redigere eller lukke et forum.

Vil udvide ytringsfriheden
Det er datalogen Kim Kortermand fra Århus, som har udviklet Worldforum. Han fortæller, at han har bygget programmet ved at samle eksisterende komponenter. Hans mål med Worldforum er at udvide ytringsfriheden. Det kan være ved, at folk bruger Worldforum til at diskutere politiske websider eller virksomheder. Programmet er baseret på JavaScript og fungerer ved, at man tilføjer et link og lægger det blandt sine foretrukne bogmærker i browseren. Man bruger linket, når man er på en bestemt hjemmeside, og man kan så se de kommentarer, der hører til de forskellige sider, når man går ind på dem.

Mange udfordringer for Worldforum
Netop dette bliver nok Worldforum store problem på sigt. Hvis en virksomhed for eksempel får plastret et ”hade-forum” på sin hjemmeside og ikke umiddelbart har nogen mulighed for at fjerne det, vil en retssag mod Worldforum måske være eneste mulighed.
En anden hurdle er spasmers. Der er allerede en del spam at finde på mange hjemmesiders tilknyttede fora, hvor spammere placerer links til deres egne hjemmesider i stedet for at bidrage til en sund debat.
En tredje udfordring, Worldforum står overfor, er at skaffe brugere nok – en kritisk masse. Hvis en bruger aldrig får svar på sine indlæg, vil han med tiden holde op med at bruge Worldforum. Hvis ideen skal vokse, kræver det, at brugerne hele tiden finder nye, spændende indlæg – ellers dør projektet.

Se mere på www.worldforum.dk

Billedtekst:
Her er et eksempel på, hvordan et diskussionsforum tilknyttet www.pc-planet.dk ser ud. PC-Planet har ingen indflydelse på, hvad der skrives, og alle kan blande sig i diskussionen.