EU’s banankvoter har i den seneste uge ophidset USA’s præsident, Bill Clinton, og EU-Kommissionens formand, Jacques Santer, så meget, at trusler om søgsmål og gengældelsesaktioner for mia. af euro og dollars har været fast kost i Bruxelles og Washington.
Den seneste uge har en handelskrig mellem EU og USA truet ikke blot den frie verdenshandel, men også hele det politiske klima på tværs af Atlanten. Trusler og anklager om brud på fælles aftaler har svirret i luften. Striden kulminerede sidste tirsdag, da Bill Clinton sendte EU en fem sider lang liste over varer, der ville blive belagt med 100 pct. told, hvis ikke EU inden 1. januar 1999 har indordnet sig under Verdenshandelsorganisationens (WTO) regler.
Han sendte brevet afsted med ordene: “Vi er forpligtet af vores handelslove til at konfrontere unfair handel, og vi vil insistere på, at vores handelspartnere følger spillereglerne.” Det vil være umuligt for de ramte europæiske virksomheder,at eksportere til det amerikanske marked under en så høj toldsats.
EU-Kommissionen lavede i hast en række interne udregninger, der viste, at Danmark kan vente et tab på 72 mio. euro om året. Italien, Frankrig, England og Tyskland kan se frem til et tab på omkring 500 mio. euro hver i tabte eksportindtægter.
Det fik den europæiske handels-kommissær, sir Leon Brittan, til at beskylde Clinton for at “handle politisk uklogt, skade frihandlen og true hele den trans-atlantiske diskussion.” “Det er svært at komme på et mere skamløst eksempel på forfølgelse af egne mål,” sagde han.
Dagen efter, da der endnu ikke var kommet et svar fra Washington, røg sagen på EU-Kommissionens formand, Jacques Santers, bord. Det var nu hans tur til at tale et alvorsord med Clinton. I et brev stilet personligt til den amerikanske præsident skrev han: “Jeg beder dig indtrængende vie denne sag al din opmærksomhed. Ophæv sanktionstruslen ellers har vi ikke andre muligheder end snarest at lægge sag an mod USA ved WTO.”
Stridens kerne
Striden handler om bananer. Ingen af stridens parter dyrker bananer på egen jord, men USA har store interesser i handlen med den gule frugt, og flere EU-lande har traditionelt meget nære bånd til deres gamle bananproducerende kolonier.
Siden juli 1993 har der været kvoter på bananer i EU. Før den tid kunne danske forbrugere nyde godt af bananer fra hele verden, men kvoteordningen betød, at kun 3,5 pct. af EU’s samlede bananimport måtte komme andre steder fra end England og Frankrigs gamle kolonier. Det drejer sig om lande i Afrika, Caribien og Stillehavet, de såkaldte ACP-lande.
Kvoterne ramte amerikanske bananeksportører som Dole og Chiquita hårdt.
USA prøvede to gange at anlægge sag i den tidligere internationale handelsorganisation GATT, men EU kunne omgå reglerne og trække sagen ud i det elastiske system.
Da GATT blev afløst af det mere forpligtende samarbejde i WTO, klagede USA igen, og sagen blev taget op. Det førte til, at EU sidste år blev underkendt og dømt til at ændre på banankvoterne. Der blev sat en frist til 1. januar 1999.
Problemet var blot, at WTO ikke sagde, hvordan kvoterne skulle se ud. De skulle bare laves om.
Trumfet igennem
I slutningen af oktober offentliggjorde EU så sine nye banankvoter. På trods af at flere lande, heriblandt Danmark, stemte imod med den begrundelse, at reglerne ikke var i overensstemmelse med WTO blev de trumfet igennem af et europæisk flertal. Nu måtte 8 pct. af EU’s bananmarked importeres fra andre lande end ACP.
Men det er stadig hverken frihandel eller fairness, hævdede USA og iværksatte en aktion, der skulle inddrive de tabte bananfortjenester gennem kompenserende straftold på EU-varer.
Straftolden
De nye toldsatser, der træder i kraft 1. februar 1999, truer USA. Clinton-administrationen henviser til dens egne fortolkninger af WTO’s frihandelsaftaler. Da WTO-reglerne blev underskrevet, skulle den eksisterende amerikanske handelslov indarbejdes i det nye sæt regler.
På nogle punkter var der ikke WTO-regler, og der lod amerikanerne deres egen lovgivning fortsætte.
EU har således ikke været opmærksom på, at amerikanerne mener, at straftold er et legalt instrument i en handelskonflikt.
Fra Bruxelles lyder det, at der ikke er juridisk grundlag for at liberalisere bananhandlen mere. EU er nemlig forpligtet af en Lom+e-konvention, der klart fortæller at ACP-landene skal støttes i form af bananopkøb. Men det gælder ikke, siger USA, ingen andre handels-aftaler må være i strid med WTO-reglerne.
Der er kun en løsning på handelskonflikten, og det er en hastesag ved WTO, hvor organisationen præciserer, hvordan handelsreglerne skal tolkes, og hvordan kvoterne skal se ud. Det kan blive svært at nå, inden den amerikanske deadline for handelskrigen løber ud, mener en dansk diplomat i Bruxelles. Kun hvis proceduren følges uden problemer af nogen art, og begge parter er indstillet på en løsning, kan det lade sig gøre. Han regner dog med, at USA vil barbere listen over toldtruede varer ned, så den kun rammer de lande, der har interesse i at beskytte bananproduktionen i sine tidligere kolonier.
Det bliver værre
Handelskonflikten er et varsel om de kommende års problemer for den frie verdenshandel. De kommende stridigheder vil nemlig bunde i langt vigtigere handelsvarer og mere fundamentale uenigheder end bananerne.
Til maj næste år udløber EU’s frist for videnskabelige undersøgelser af hormonbehandlet kød. Hvis ikke EU’s laboratorier kan finde en medicinsk risiko, en ulempe for de behandlede dyr eller andre fortrædeligheder ved hormonbehandlet kød, så skal EU ifølge WTO tillade import fra USA. Det har alle EU’s landbrugsministre dog på forhånd sagt, at de vil nægte, også selvom der ikke findes en risiko.
Det er uforståeligt i USA, hvor det betragtes som en teknisk handelshindring for at beskytte den europæiske produktion.
En tredje ting, der irriterer amerikanerne, er den lange procedure for godkendelse af gensplejsede landbrugsplanter. I EU varer en godkendelse 18 måneder mod en international standard på ni.
De føler sig snydt
Som kronen værket fandt USA i sidste uge bevis for, at stålindustrien i Italien og Frankrig modtager statsstøtte i strid med WTO og til skade for den internationale stålhandel, som USA har store interesser i.
USA føler sig snydt, og EU er chokeret over den barske reaktion fra Washington.
WTO, der burde have afværget banankonfikten, er blot endnu mere svækket fordi de uigennemsigtige handelsregler har gjort en så voldsom konflikt mulig. EU og USA må nu enten forberede sig på hårde forhandlinger for at redde frihandelen eller en tærende handelskrig, der kan ødelægge den.